Hvad er kognitiv adfærdsterapi?

Kunderne siger

Jeg har været i terapiforløb/gruppe med psykisk stress. Et godt indholdsmæssigt forløb med bearbejdelse, opgaver, fællessamtale, enesamtale. Jeg kom ud med mere overblik og redskaber til at arbejde videre med. Jeg kan absolut anbefale Maria Hancock til alle.

Anonym

Kognitiv adfærdsterapi er en terapiform, som er evidensbaseret. Det vil sige, at metoderne bygger på forskning og videnskabelige undersøgelser af, hvilke metoder der virker bedst til forskellige problemstillinger og lidelser. Når du indgår i kognitiv terapi, vil det som udgangspunkt foregå som beskrevet herunder:

  • Der er et ligeværdigt forhold mellem klient og terapeut: Du er ekspert på dit liv, mens psykologen er ekspert på terapi. Tilsammen giver det mulighed for at foretage forandringer i dit liv.
  • Vi laver en specifik målsætning i terapien – gerne med delmål, for at gøre det overskueligt.
  • Vi laver en dagsorden sammen ved begyndelsen af hver samtale.
  • Vi aftaler i samarbejde nogen hjemmeopgaver mellem samtalerne. Det skal hjælpe med at sørge for, at du får brugt de nye redskaber i din hverdag.
  • Vi måler løbende på effekten af terapien og laver nye mål/delmål undervejs, hvis behovet ændrer sig.
  • Vi giver dig ikke råd og vejledning, men hjælper dig derimod til at finde frem til den løsning eller måde at handle på, som er rigtig for dig.
  • Terapien er en korttids terapiform forstået på den måde, at et forløb kan tage fra 4-6 gange, hvis dit problem er relativt afgrænset. Hvis der er tale om mere komplicerede problemer eller flere lidelser, kan forløbet vare 10-12 gange. Er der tale om problemer, som har varet i mange år og er blevet en del af personligheden, må man dog forvente længere forløb.
  • Dialog og samarbejde er nøgleord gennem hele forløbet.

Hvor kommer kognitiv adfærdsterapi fra?

Kognitiv adfærdsterapi er en behandlingsform, som opstod inden for psykologiske terapiformer i 1960’erne. Det grundlæggende ved teorien er den forståelse, at vores tanker, følelser, krop og handlinger påvirker hinanden. Derfor kan vejen til forbedringer og ændringer på et af disse områder gå igennem et af de andre. Er man fx trist (følelse), så kan det være nødvendigt at arbejde med de tanker, som gør en trist. Det kan også være, at man skal ændre på de handlinger, som giver eller vedligeholder tristheden. Formålet i den kognitive adfærdsterapi er derfor ofte at arbejde med ændringer i tanke eller handling for at opnå mere positive følelser. Det kan foregå via kognitive teknikker, hvor fokus er på tænkningen, men også via adfærdsrettede metoder, hvor man fx øver nye færdigheder sammen med psykologen for at kunne bruge disse i hverdagen.

Den kognitive metode baserer sig på et ønske om at afprøve og teste antagelser, hvorfor selve terapiformen også er blevet udsat for utallige videnskabelige studier, for at dokumentere effekten. Når terapiformen udvikles, sørger man således løbende for, at nye metoder eller tilgange testes. Kognitiv terapi har vist sig effektiv i forhold til mange lidelser, herunder depression, angstlidelser (fobier, panikangst, social angst, OCD, og flere andre), personlighedsforstyrrelser, ADHD, samt en række problematikker som fx. lavt selvværd, sorg, krise osv.

Hvordan foregår et terapiforløb?

Alle terapiforløb er selvfølgelig forskellige afhængigt af hvilken problematik, man skal arbejde med. Men der er alligevel nogle fællestræk, som beskrives i det nedenstående:

Når du ringer til os, tager vi en kort samtale om, hvad dit behov er. Det skal sikre, at vi har afstemt vores forventninger til, hvad der skal foregå i terapien, og hvad vi er i stand til at hjælpe med. Herefter aftaler vi en indledende samtale.

Ved den indledende samtale bruger vi nogen tid på at finde ud af, hvilke områder du ønsker at arbejde med i terapien. Vi undersøger detaljerne nærmere end ved den første telefonsamtale. Ved denne samtale har psykologen mulighed for at vurdere, om dr er mulighed for at igangsætte et behandlingsforløb. Det vil sige at vi afstemmer dine behov med vores kompetencer og muligheder. Du har også selv mulighed for at vurdere, om du synes, at du har en god kemi med psykologen, og om du synes du gerne vil starte i et forløb hos ham/hende. Hvis der er mere end én behandlingskrævende problematik, aftaler vi også, hvilken vi skal starte med at arbejde med. Vi aftaler også, hvordan det skal gribes an. I hele denne proces lægges der vægt på, at du selv er “ekspert på dit eget liv”. Vi slutter af med at lave en rimelig specifik målsætning, sådan at vi undervejs kan undersøge, om vi opnår det ønskede resultat. Ved denne første samtale bruger psykologen også tid på at udføre eventuelle tests for at sikre, at dine problematikker bliver afdækket grundigt. Det kan være spørgeskemaer eller en række spørgsmål, som psykologen stiller. Disse spørgsmål kan også være med til at afdække, om du har brug for anden hjælp, end den vi kan tilbyde som fx læge eller psykiater.

I de næste samtaler arbejder vi målrettet med de aftalte områder. Vi afviger dog fra vores plan, hvis du pludselig skulle få behov for et andet indhold i terapien. Ved hver samtale laver vi en dagsorden for at sikre, at vi når det, som er vigtigt for dig den dag. Ved slutningen af en samtale opsummerer vi og aftaler en “hjemmeopgave”, sådan at de ting vi arbejder med i terapien bliver overført til din dagligdag. Vi laver løbende evaluering for at sikre, at vi opnår de ønskede resultater.
Sidst i forløbet, når du har nået dit/dine mål, arbejder vi med tilbagefaldsforebyggelse. Det gør vi, for at du skal blive i stand til at håndtere eventuelle tilbagefald på egen hånd. Får du brug for at tale med os igen senere, kan dette selvfølgelig også lade sig gøre. Du kan læse mere om behandling med kognitiv terapi hos os i Slagelse her. Vil du læse mere om terapi i København, kan du få mere information her

Forfatter – Maria Hancock

Maria er indehaver af Psynaps – Slagelse kognitive psykologklinik, som hun åbnede i august 2011. Marias arbejdsområder undervisning, supervision og terapi. Hun behandler bl.a. unge og voksne.

Maria Hancock er godkendt specialist i psykoterapi med voksne og klinisk psykologi af Dansk Psykologforening.

Du kan læse mere om Maria her.

Bliv ringet op

    Nyhedsbreve

    Erhverv
    Private
    Offentlige/private institutioner

    Psynaps på Facebook

    This message is only visible to admins.
    Problem displaying Facebook posts. Backup cache in use.
    PPCA Error: Due to Facebook API changes it is no longer possible to display a feed from a Facebook Page you are not an admin of. The Facebook feed below is not using a valid Access Token for this Facebook page and so has stopped updating.